Terapi er en behandlingsmetode bestående af samtaler, der har til hensigt at forandre sindstilstanden omkring de udfordringer, som livet byder på. Det er således støtte og hjælp til sindsstemninger, der kan medføre lindring af psykisk og fysisk smerte.
Psykoterapi er en støtte til den naturlige sindsproces, som alle mennesker konstant befinder sig i. Det er støtte til at skabe ro og balance i relationen til dig selv, din partner, forældre, børn, venner, kollegaer osv.
Tre faser i terapi
Et terapeutisk forløb folder sig ud i tre faser:
- Først er der en bevidstgørelse af tanker, følelser, adfærd, værdier, overbevisninger, identitetsfølelse osv. Det vil sige, at det handler om at få indsigt i og lære din personlighed at kende og din måde at være sammen med dig selv og andre på.
- Herefter følger en proces, hvor du tager stilling til, hvad du ønsker at arbejde videre med.
- I sidste fase omsættes indsigt til praksis. Det vil sige, at du lærer at bringe balance mellem følelser, tanker og handlinger, således at disse er i overensstemmelse med dine værdier og overbevisninger, så du kan handle mere hensigtsmæssigt i dit liv.
Hvad kan terapi hjælpe med?
Et psykoterapeutisk forløb hjælper både dig, der er i krise, og dig der “bare” ønsker at skabe mere bevidsthed om dig selv og herigennem skabe udvikling. Noget af det, du kan bearbejde i et forløb, er:
- Traumer og chok
- Sorg og kriser
- Depression og angst
- Fobier og OCD (tvangstanker)
- Stress, mindreværd og generthed
- Accept og integration af skyggesider
- Ændring af smertemønstre
- Skabe positive overbevisninger
- At ændre en utilfredsstillende følelse
- Håndtering af både indre og ydre konflikter
- Forandre uønsket adfærd
- Healing af indre barn
- Eksamensskræk og nervøsitet ved at tale i større forsamlinger
- Ændring af negative overbevisninger og indre negativ selvsnak…
…og meget mere.
Hvem går i terapi?
Alle mennesker, der ønsker støtte og hjælp til en livsproces, kan benytte terapiens metoder. Det vil sige både spædbørn, børn, unge, voksne og familier.
Psykoterapi foregår oftest individuelt, men jeg arbejder også med familiebehandling, hvor hele familien hjælpes til at optimere relationerne og skabe mere trivsel i familien.
Forebyggelse af fysisk og psykisk mistrivsel i livet
Jeg har et konstant fokus på forebyggelse af dårlig fysisk og psykisk trivsel, så jeg bruger en del tid på at undervise dig i sindsprocesser, der kan hjælpe dig resten af livet. Det vil sige, at jeg har fokus på at hjælpe dig til at hjælpe dig selv. Mennesker er født udviklingsorienteret, og vi længes efter bevidsthed, forståelse og at bryde mønstre. Så ud over at bearbejde udfordringer og traumer, er der i et terapeutisk forløb fokus på at lære dig om sindets processer. At forebygge mistrivsel er lige så betydningsfuldt som at bearbejde udfordringer og traumer.
BUA – Bevidsthed, Udvikling og Ansvar
Jeg underviser dig bla. i BUA under et terapeutisk forløb:
BEVIDSTHED
SELVERKENDELSE: At skabe indsigter om dig selv
SELVACCEPT: At bevidstgøre forhindringer og blokeringer
SELVOMSORG: At passe på dig selv
UDVIKLING
FOKUS: At sætte positive mål
SELVACCEPT: At transformere udfordringer og traumer
HANDLEKRAFT: At vælge en positiv følelse og adfærd
ANSVAR
MOD: At turde være i proces
SELVACCEPT: At acceptere hele dig selv
RESULTAT: At nå sit mål
Relationens vigtighed = Iagttag overføringsfeltet
For at jeg kan støtte dig bedst muligt, er jeg overbevidst om, at jeg skal gøre mit ypperste for at sikre, at du føler dig tryg og tillidsfuld. Det gør jeg ved at have fokus på at optimere vores relation. For at jeg kan gøre det, må jeg iagttage mig selv (mine følelser og tanker) og det, der sker imellem os. Jeg er således yderst optaget af at observere det energetiske felt (overføringsfeltet), der er imellem os. Dette felt er altid fyldt af ubevidste følelser og tanker, der sendes frem og tilbage mellem os. Det usynlige overføringsfelt kan bevidstgøres og aktivt benyttes i den terapeutiske proces til at optimere din udvikling og trivsel.
Overføringsfeltet som terapimetode
Mere konkret så iagttager jeg mine egne følelser og tanker. Jeg lytter til mine egne modoverføringer og bruger dem til at registrere, hvad der sker i vores interaktion. Denne viden kan give mig et intuitivt indblik i, hvad du indeholder af ubevidste mønstre og ressourcer, som det vil gavne dig at bevidstgøre. For at jeg selv får hjælp til at bevidstgøre mit ubevidste materiale, modtager jeg regelmæssigt supervision og terapi.
Tavshedspligt
Jeg har tavshedspligt. Det vil sige, at det vi taler om, det fortæller jeg ikke til nogen.